Ev: Luk 1, 39 – 56
Vi er lige præcis nået til halvdelen af august. Vi kigger tilbage på sommeren der er gået. Vi kigger på de dage vi holdt fri, på de oplevelser hvor vi glemte Corona for et øjeblik, og på de få men gode lune aftener. Varmen og lyset er stadig hos os, men det varer ikke længe før vi kan køre på landevejen og se store høstmaskiner køre frem og tilbage på marken. Ja foran os venter tiden for høst.
Jomfru Marias optagelse i Himlen fejrer vi i dag – lige i denne tid hvor vi står på kanten til høsten, som et symbol på afslutningen på en periode. For Jomfru Maria er livet som menneske slut. Hun har levet et liv der er meget forskelligt fra vores og Gud kalder i dag på hende. Vi kan ikke læse om hendes død i Biblen, men sådan er vores tro – at hun døde og at Gud optog hende i Himlen – helt naturligt for den vigtige rolle hun spillede i Jesu liv, og som et tegn fra Himlen til alle os der vandrer i vores livs forår og sommer – hen mod efterår.
Vi kan på mange måder blive inspireret i vores liv af Jomfru Maria. Hendes tro var fantastisk stærk og hendes tillid var om muligt endnu større. Hun står for os troende som balancen mellem det stærke og det milde. Mellem regler og kærlighed. Når vi kigger på hendes milde ansigt, kan hun til tider være noget af det mest håndgribelige i vores tro. Fader, Søn og Helligånd er størrelser som er enorme, over mennesket, flygtige og mystiske. Jomfru Maria er et menneske som os, hvis liv er formet anderledes end vores, men dog er hun et menneske. Hun taler ikke i lignelser, hun er ikke som en Ånd der kommer i skikkelse af noget andet – hun spiller en rolle for os som er tæt på os, som vi kan relatere os til.
Ofte møder vi katolikker andre mennesker som siger: ’Det eneste jeg ved om katolikker er, at I tilbeder Jomfru Maria’. Og man står der og har lyst til at sige, at hvis det er dét du ved, så ved du faktisk ingenting.
At tilbede Jomfru Maria – ja, det lyder helt forkert! Hun er som en mor i Himlen for os. Hun er en vi kan samtale med – bede sammen med, henvende os til som en port eller en åbning til alt det Himlen gemmer på. Vi gør det fordi vi igen og igen har læst om de dilemmaer, sorg og kaos, som hun har stået i. Svære situationer som kan minde om vores egne.
Gud gav hende en helt umulig opgave – alligevel sagde hun ja.
Vi var med hende da Jesus forsvandt, og hun var ude af sig selv. – Og vi følte hendes smerte da alle ledte efter hendes søn og ville slå ham ihjel – Og vi græd med hende, da hun med egne øjne så hvordan de dræbte ham.
Alligevel priser hun Herren. Hun lovsynger Hans ord. For Jomfru Maria ved, og har åbnet sit hjerte for, at Gud er med hende alle dage. Der er en grund til at hun skal gå igennem den smerte som hun gør. For smerte har der været i hendes liv, og smerte vil der være i vores liv. Sådan er livet både i livets forår, sommer og efterår.
Meget må vi gå igennem, men med os har vi håbet om Himlen, fordi vi i dag gives et bevis. Og med os har vi, at vi i livets efterår aldrig efterlades alene for med os har vi en kvinde som ved hvad det vil sige at leve som menneske. Hendes omsorg og kærlighed er stort nok til at være med alle mennesker for velsignet er hun i blandt kvinder og velsignet er hendes livs frugt Jesus, og sådan beder hun for os nu og i vor dødstime.